nordjyske medier gør op med uoverskuelige millimeter- og sekundprislister

NORDJYSKE Medier gør op med uoverskuelige millimeter- og sekundprislister

Mediekoncernen er den første i branchen til at tilbyde abonnementsbaseret markedsføring til små, mellemstore og store virksomheder

"Det skal være nemt for vores kunder at overskue annoncering", siger Søren Martin Mørch, annoncedirektør i NORDJYSKE Medier, om ideen med at tilbyde markedsføring på abonnement

Fra 1. september kan virksomheder, på en nem og overskuelig måde, vælge mellem tre markedsføringspakker, der indeholder en kombination af lokale og regionale medier og digitale platforme. Annoncørerne betaler hver måned en fast abonnementspris, der afhænger af, hvor mange medier de vælger.

Annoncører ønsker anderledes prisstruktur

Løsningen er udviklet på baggrund af en markedsanalyse udført af NORDJYSKE Medier, og den viser, at 88% af 622 adspurgte nordjyske virksomheder ønsker en mere enkel og overskuelig prisstruktur.

"Mediebranchen  har igennem de seneste mange år oplevet en stadig stigende kompleksitet i annoncemarkedet, hvilket har gjort det besværligt for annoncører at gennemskue den rigtige markedsføringsstrategi", siger Søren Martin Mørch og tilføjer:

"Kompleksiteten har også resulteret i en skævvridning af reklameforbruget blandt annoncørerne. For at overskue og optimere markedsføringsbudgettet mest muligt, har annoncørerne rettet fokus mod den taktiske annoncering, som retter sig til købsbeslutninger, i stedet for at sikre fundamentet - nemlig deres image og brand - i en mere langsigtet og vedholdende strategisk markedsføring".

Store forventninger til abonnementsprogram

Indkøb af taktisk annoncering på digitale platforme er vokset gennem årene.

"Vi har taget dette til efterretning og måske ovenikøbet indset, at vi er gået i modsat retning", lyder det fra Søren Martin Mørch, der fortsætter:

"Hovedparkten, ca. 80 procent, af de danske annoncekroner er rettet mod købsbeslutninger,. Et godt bud på en optimal kombination er 60%  annoncering rettet mod image og branding 40% taktisk annoncering rettet mod købsbeslutningen, hvilket efterlader den danske mediebranche med en positiv udfordring". 

Markedsanalysen udført af NORDJYSKE Medier viser, at 77% af de deltagende virksomheder er klar til at investere flere penge i markedsføring, hvis de får tilbudt en løsning, der vil skabe mere værdi.

Annoncedirektør Søren Martin Mørch forventer, at abonnementsprogrammet udgør hovedparten af annoncesalget i NORDJYSKE Medier ved udgangen til 2021.

For yderligere information kontakt Søren Martin Mørch, annoncedirektør, telefon 9935 3535 / 2249 1344.